Dette referat er, som det første, også skrevet af Jannie:
"Lørdag d. 1. november 2008 var vi samlet i Fredericia til det andet Undulattræf. Inden træffet havde Lisbeth haft travlt med at undersøge muligheden for at få forskellige opdrættere til at komme og holde foredrag for os. Valget faldt på formanden for Dansk Undulat Klub, Lars Voss, som måtte tage turen helt fra Charlottenlund med 15 fugle. På p-pladsen mødtes Lars, med to bure under armen, Robert og undertegnede, og sammen lykkedes det os at finde op til Lisbeth og alle de 31 fugle, som hun var kommet ned på.
Som sidste gang startede vi med at kigge på alle fuglene, Mary, Bissen, Christian og hvad de ellers hedder alle sammen, og Lars var vist lidt chokeret over, at alle fuglene havde navne. Dernæst var der kaffe, øl, sodavand, kage og boller til fri afbenyttelse ovenpå den lange køretur, og da vi alle havde fået hvad vi kunne spise og drikke, gik snakken lystigt rundt om det lille bord. Alle der måtte have det mindste spørgsmål om de små tobenede fjerbolde fik svar, og Lars ved alt hvad der er værd at vide om undulaterne. F.eks blev det nævnt, at undulater godt kan flyve frit udenfor, hvis de bare ved, hvor de skal fodres. Men hvem tør at lade det komme an på en prøve?
Efter en lang snak om vores fælles interesse gik vi igen ud for at kigge på fugle, og jeg havde fået Lars overtalt til at tage en stor han med til mig, for sådan en stod jeg lige og manglede i mit fuglehold. Jeg havde valget mellem en grågrøn og en grå han, og efter at have hørt på Lars’ kloge ord om hvorfor han ville vælge den grå, blev jeg overtalt. Dernæst begyndte Lisbeth at vælge, men blev til sidst enig med sig selv om at hun bare tog alle dem som Nomi og jeg ikke havde valgt, så da vi alle kørte hjem igen var Lisbeth igen kommet op på 40 fugle, og Lars var 15 fugle fattigere."
Desværre har jeg ingen billeder fra dette træf.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.